Om klubben :
GIC Atletik og Motion blev oprettet d. 1. april 1922
D. 1. april 1922 meldte daværende formand hr. Jul E. Jensen atletikken ind i Glostrup Idræts Club. Det er denne dato, som danner baggrund for jubilæer, men i gamle protekoller kan atletik-aktiviteter allerede spores et par år tidligere.
Tiden 1922-45:
Historisk set har der været dyrket atletik i Glostrup allerede fra klubbens start i 1918. En gammel protokol fra 1921 oplyser bl.a. om afholdelse af ”Asylløbet” i Turistanlægget (nu Byparken), men det var først i 1930´erne, at der blev dannet en selvstændig afdeling, som varetog atletikkens interesser.
Atletikken blev dengang udøvet på det lokale ”stadion” i Solvangskvarteret, hvor en primitiv 4 m. bred cindersbane med skarpe sving ikke gav de bedste muligheder for træning og specielt ikke til konkurrencer. Det var Karl Sommer, som nyvalgt formand i 1936, der fik konkurrenceatletikken indført i klubben, og han gik naturligvis selv i spidsen ved at vinde Sjællandsmesterskabet i stangspring i 1941. Et mesterskab, som han i øvrigt vandt 3 gange mere i de efterfølgende år.
Tiden 1945-70:
I 1947 blev det nye stadion taget i brug, og det betød en meget forbedret mulighed for at dyrke atletik i Glostrup, men det var først fra midten af 50´erne, at resultatniveuaet blev væsentlig forbedret.
I 1959 kvalificerede herreholdet sig til den landsomfattende 1. division, der bestod af 9 hold. Holdet havde dog ikke den nødvendige bredde og førte derfor en elevatortilværelse i de kommende år mellem 1. og 2. division. 1960´erne blev et rigtigt godt tiår, idet flere atleter fra GIC satte eller tangerede danske rekorder.
De forbedrede træningsmuligheder og gode resultater gav også klubben sine første deltagere på ungdoms- og seniorlandshold.
Tiden 1970-95:
I 70´erne viste ungdomsafdelingen at den elite af egen avl nu brød igennem med mange medaljer og rekorder. Dorthe Rasmussen var i både 70´erne og 80´erne Danmarks bedste mellem- og langdistanceløber, og Jens Smedegård var Danmarks bedste sprinter.
I 1979 blev Glostrup stadion belagt med kunststof og indviet med et stort internationalt stævne i maj 1980, som druknede i regnvejr. Den nye belægning var medvirkende til alle de gode resultater. Det var også årene, hvor der blev afholdt DM´er og landskampe i Glostrup.
I både 80´erne og starten af 90´erne havde atletikken i Glostrup både et kvindehold og et herrehold med skiftende placeringer. Det gav os i 1990 kåringen som ”Årets forening” i Dansk Atletik Forbund.
I 1991 afholdt vi de Nordiske Mesterskaber for veteraner. Det er vores største arrangement til dato.
Tiden 1995-2012:
I slutningen af 90´erne glider flere af vores bedste atleter over og bliver veteraner og både kvinde- og herreholdet smuldrer. Flere af vores bedste ungdommer fortsætter karrieren i naboklubber, og det blev nogle magre år med meget lidt tilgang af børn/unge. Derimod blev veteranafdelingen stærkt repræsenteret på skamlen ved div. danske mesterskaber.
I midt 00´erne blev der gjort et stort stykke arbejde for at skabe grobund for en større ungdomsafdelingen, som dog ikke er i klubben mere. De er enten stoppet eller i andre klubber.
I 2007 får vi ny tribune med klublokale. Dette er en stor forbedring af vores faciliteter, og vi nyder godt at begge dele.
Veteranerne er Danmarks mest vindende for tiden, og mange af 70´ernes og 80´ernes ”stjerner” er nu på igen – bare lidt grå i toppen.
Tiden 2012-2020:
Veteranerne er stadig ”de dominerende” i klubben. De vinder mange medaljer til danske mesterskaber, og de er også med i holdfinalen til DM.
Ungdommerne er på vej frem og der arbejdes målrettet med at få ungdomsarbejdet op at stå.
Nordvang hallen indviet d. 1. august 2017
Den nye hal ved skolen i Nord er udstyret med pigskovenligt gulv! Det vil være vores omdrejningspunkt for en nye ”begyndelse”, da historien har vist at atletikklubben, trods flere op og nedture de sidste 15 år på ungdomssiden, med forbedrede træningsvilkår kan fastholde medlemstallet. Samtidig har Atletik & Motion indgået i et samarbejde med Glostrup Skole om Skole-OL, som blev afholdt første gang i 2017.
Ny belægning på løbebaner i 2020
Stadion fik i 2020 ny belægning på løbebanerne, hvilket var tiltrængt. Denne opgradering er en kæmpe opgradering af vores faciliteter og den er med til at sikre gode forhold for vores atleter og sikre at vi fortsat kan afholde stævner af høj kvalitet som vi gennem årene har afholdt mange af.